Ryger du også nogle gange i tankemylder-fælden?

Ja det kan ske for mig. Ikke så tit… men på et tidspunkt, skete det alligevel.

Flot Tulle 😉

Jeg plejer ellers at sove godt. Men den nat gjorde jeg ikke. For pludselig væltede tankerne ind.

Bekymringer. Hvad nu hvis… Og hvis det ikke lykkes… hvad så?

Når tankerne tager over
Det handlede egentlig om noget helt konkret.

Jeg skulle snart holde et større arrangement.
Og der mangler… ja, en del.

Borde.
Stole.
Lys.
Varme.

Listen var lang.

Jeg havde kontaktet et udlejningsfirma, som skulle hjælpe mig. De ville vende tilbage.

Men efter 5 dage… var der stadig helt stille.

Og så begyndte det.

Irritation.
Uro.
Manglende overblik.
Utålmodighed.

Og lige der – tog tankemylderet over.

Hvorfor sker det?
I mit tilfælde handlede det om én ting:

Jeg var afhængig af andre. Og når jeg ikke har kontrol… så kan min hjerne godt begynde at arbejde lidt for meget.

Jeg gik i seng uden svar. Og så begyndte tankerne:

Hvad nu hvis det ikke når at falde på plads?
Hvad hvis jeg ikke kan skaffe det, jeg mangler?

Jeg kunne mærke det i kroppen.
En uro.
En følelse af pres.

Og samtidig en stærk trang til, at der skulle være styr på det… NU.

Det jeg egentlig burde gøre
Jeg ved jo godt, hvad der virker.

Være i det.
Give slip.
Sove.
Og tage det næste skridt dagen efter.

Men det er ikke altid lige nemt, når man står midt i det.

Sådan fik jeg stoppet tankemylderet
Jeg gjorde noget, som jeg også lærer andre:

Jeg begyndte at kigge på tankerne – én for én.

Ikke bare lade dem køre…
Men faktisk mærke, hvad der lå bag.

Irritationen
– over at nogen ikke havde svaret.
Men helt ærligt… det ændrer jo ikke noget at blive irriteret.
Så jeg gav slip og accepterede situationen.

Bekymringerne
– som i virkeligheden ikke hjælper noget som helst.
Langt de fleste bekymringer bliver aldrig til noget.
Og hvis de gør… så er det sjældent, som vi forestiller os.

Så jeg mindede mig selv om at der altid findes en løsning. Jeg kunne jo bare kontakte et andet firma.

Utålmodigheden
– fordi jeg plejer at have styr på tingene.
Men det havde jeg bare ikke lige her. Og det var faktisk okay… for der var stadig tid.

Stressfølelsen
– som kom, fordi jeg følte mig presset.
Men da jeg først fik øje på det… fandt jeg også roen igen. For jeg havde jo allerede løsningen.

Det ændrede alt
Da jeg fik delt tankerne op og mærket dem, skete der noget:

De fyldte mindre.
De mistede grebet.

Og langsomt faldt roen tilbage.

Jeg kunne slippe det…
Og jeg kunne sove.

Hvis du selv ryger i fælden
Så prøv det samme næste gang:

Stop op.
Kig på tankerne.
Del dem op.

Hvad handler de egentlig om?

Når du gør det, lærer du ikke bare at slippe tankemylderet – du lærer også dig selv og dine følelser meget bedre at kende.

Få hjælp til mere mental ro

Vil du gerne have mere ro i tankerne, kan du tilmelde dig den gratis onlineklub øverst på siden.
Her får du adgang til 10 gratis lydfiler, der hjælper krop og sind med at falde til ro – og giver dig mere mental balance og indre ro. 🌿

Kærlig hilsen
Tulle Oxen Hyllested