Når en Tycho Brahe-dag bliver til måneder

Kender du de perioder, hvor det bare vælter ind… Ikke bare én dårlig dag – men uge efter uge, hvor tingene går skævt?
Små ting. Store ting. Og på et tidspunkt begynder du måske at tænke: Hvad sker der ?
Måske prøver du at forstå det. Måske trækker du dig lidt tilbage. Gør dig mindre synlig. Håber, det går over i morgen.
Eller også begynder tankerne at køre:
Er jeg stresset? Uopmærksom? Har jeg gjort noget forkert?
Når det hele vælter – så gør noget enkelt
Der er én ting, der kan gøre en forskel i sådan en periode.
Ikke noget stort. Ikke noget kompliceret. Men noget enkelt: Vær til stede i det, der sker lige nu.
Tag én ting ad gangen. Slip behovet for at forstå alt det, der er sket. Du kan alligevel ikke ændre på fortiden.
En lille øvelse, der virker
Jeg ved godt…
Det lyder nemt. Men det er det ikke altid.
Derfor får du her en helt konkret øvelse, som kan hjælpe dig tilbage i nuet:
Begræns det, der forstyrrer dig
Vælg et tidsrum. 15 minutter er fint at starte med.
Og så gør du noget, vi sjældent gør:
Du slukker for alt. Telefon. Computer. TV. Radio. Alt.
Find noget, du kan læse, som giver dig noget godt – noget der inspirerer eller giver ro. Læser du ikke, kan du sætte noget roligt musik på.
Og så gør du kun det.
Ikke noget ved siden af. Ikke tjekke noget. Ikke lige “hurtigt”.
Bare det.
Det lyder simpelt – men prøv lige at mærke efter…
De fleste af os bliver forstyrret hele tiden. Man siger, at vi i gennemsnit tjekker vores telefon over 100 gange om dagen.
Det er ikke så mærkeligt, at vi mister os selv lidt undervejs.
Når du begynder at begrænse forstyrrelserne, sker der noget:
Du falder mere til ro.
Du mærker dig selv igen.
Og du bliver mere nærværende i dit eget liv.
Start småt.
15 minutter.
Senere kan du udvide til 30.
Min egen erfaring
Jeg har selv tidligere været igennem en periode, hvor det hele føltes som én lang “Tycho Brahe-periode”.
Det startede småt…
Jeg tabte flere kaffekopper – og jeg er ellers ikke typen, der ødelægger ting.
Jeg fik en parkeringsskade på bilen.
Ting begyndte at forsvinde – selvom jeg normalt har styr på mine ting.
Og så tog det fart…
Jeg både forstuvede og brækkede en finger.
(Én af delene havde været rigeligt…)
Der skete flere ting, som jeg ærligt talt allerede har valgt at glemme.
Og til sidst – det sværeste af det hele – mistede jeg min ene elskede hund.
Det, der hjalp mig
Jeg kunne ikke tænke mig ud af det. Jeg kunne ikke kontrollere det.
Det eneste, der virkelig hjalp, var:
At tage én dag ad gangen.
At acceptere det, der var sket.
Og at være så meget som muligt i det, der var lige foran mig.
Samtidig skar jeg ned på alt det, der forstyrrede mig.
Og langsomt… kom der ro på det hele.
Måske står du et sted, hvor det hele også føles lidt for meget.
Så start dér, hvor du kan:
Skru ned for støjen.
Vær i det, der er.
Og tag én ting ad gangen.
Det er ofte dér, roen begynder.
Få hjælp til mere mental ro
Vil du gerne have mere ro i tankerne, kan du tilmelde dig den gratis onlineklub øverst på siden.
Her får du adgang til 10 gratis lydfiler, der hjælper krop og sind med at falde til ro – og giver dig mere mental balance og indre ro.
Kærlig hilsen
Tulle Oxen Hyllested
