Sådan udvikler du en ny vane

Har du prøvet at beslutte dig for en ny vane – og været rigtig motiveret de første dage?

Du vil gå tidligere i seng.

Begynde at gå en tur hver dag.

Drikke mere vand.

Bruge mindre tid på telefonen.

Eller måske stå op, når vækkeuret ringer, i stedet for lige at tage ti minutter mere.

Det går godt i starten.

Og så kommer hverdagen.

Pludselig springer du over en dag. Måske to. Og så kan tanken hurtigt komme:

“Nå, så lykkedes det heller ikke denne gang.”

Men sådan behøver det ikke være.

En ny vane handler ikke om at gøre alting perfekt. Den handler om at gøre noget ofte nok til, at det efterhånden bliver en naturlig del af din hverdag.

Hvor lang tid tager det at skabe en ny vane?

Du har måske hørt, at det tager 21 dage at skabe en ny vane.

Så enkelt er det desværre ikke.

Nogle vaner kan forholdsvis hurtigt blive en naturlig del af hverdagen, mens andre tager meget længere tid.

Det gør selvfølgelig også en forskel, hvad du forsøger at ændre.

At drikke et glas vand hver morgen er én ting.

At begynde at motionere flere gange om ugen eller ændre et mønster, du har haft i mange år, er noget helt andet.

Så lad være med at hænge dig for meget i antallet af dage.

Fokuser i stedet på gentagelsen.

1. Vælg én konkret vane

Start med at beslutte dig for, hvad du egentlig vil ændre.

Og gør det konkret.

“Jeg vil bevæge mig mere” er meget bredt.

“Jeg går en tur på 20 minutter efter aftensmaden mandag, onsdag og fredag” er langt lettere at forholde sig til.

Jo mere konkret din nye vane er, desto mindre skal du beslutte fra gang til gang.

Du ved allerede, hvad du skal gøre – og hvornår.

2. Start hellere for småt end for stort

Vi har ofte lyst til at gå all-in, når vi beslutter os for at ændre noget.

Fra i morgen skal alting være anderledes.

Men hvis den nye vane kræver en kæmpe indsats hver eneste dag, bliver den også sværere at holde fast i.

Så begynd lidt mindre.

Vil du begynde at gå ture, behøver den første tur ikke være fem kilometer.

Vil du begynde at meditere, behøver du ikke starte med en halv time.

Fem eller ti minutter kan være nok.

Du kan altid bygge mere på senere.

3. Gør det nemt for dig selv

Hvis du vil skabe en ny vane, så tænk over, hvordan du kan fjerne nogle af forhindringerne på forhånd.

Vil du ud at gå om morgenen?

Læg tøjet frem aftenen før.

Vil du huske at drikke mere vand?

Stil vandet et sted, hvor du kan se det.

Vil du meditere hver dag?

Find et fast sted, hvor du kan sidde.

Jo færre beslutninger og forhindringer der står mellem dig og den nye vane, desto lettere bliver det at komme i gang.

4. Knyt den nye vane til noget, du allerede gør

Det kan være lettere at huske en ny vane, hvis du kobler den sammen med noget, der allerede er en fast del af din hverdag.

For eksempel:

Efter min morgenkaffe går jeg en lille tur.

Når jeg har børstet tænder om aftenen, mediterer jeg i fem minutter.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, lægger jeg telefonen væk i en halv time.

Så får den nye vane en naturlig plads i noget, du allerede gør.

5. Forestil dig, at du gør det

Visualisering kan også være en lille hjælp.

Forestil dig situationen, inden den opstår.

Se for dig, at vækkeuret ringer, og at du står op.

Eller at du kommer hjem, tager skoene på og går din tur.

Ikke som en magisk løsning.

Men som en måde at gøre handlingen mere tydelig for dig selv.

Du har allerede tænkt igennem, hvad du vil gøre, når tidspunktet kommer.

6. En dårlig dag ødelægger ikke din vane

Det her synes jeg er vigtigt.

Du kommer måske til at springe over.

Du bliver syg.

Du får gæster.

Du er træt.

Eller livet kommer ganske enkelt i vejen.

Det betyder ikke, at du har fejlet.

En enkelt dag ændrer ikke det arbejde, du allerede har gjort.

Det vigtigste er, at én dag ikke bliver til:

“Så kan det også være lige meget.”

Begynd igen næste gang, du har mulighed for det.

Du behøver ikke starte forfra.

Du skal bare fortsætte.

7. Læg mærke til dine fremskridt

Vi har en tendens til hurtigt at vænne os til det, der går godt.

Men stop en gang imellem og læg mærke til, hvad der faktisk er sket.

Måske var det svært at komme ud at gå de første uger, men nu tager du næsten automatisk skoene på.

Måske skulle du minde dig selv om din meditation hver eneste dag, og nu savner du den, hvis du ikke får den lavet.

Det er sådan, du opdager, at den nye vane langsomt er ved at blive en del af dit liv.

Du behøver ikke gøre det perfekt

Hvis der er én ting, du skal tage med fra dette indlæg, så er det måske denne:

En vane bliver ikke skabt af perfektion. Den bliver skabt af gentagelse.

Så vælg noget, der betyder noget for dig.

Gør det konkret.

Start i det små.

Gør det så nemt som muligt.

Og når du falder ud af rytmen – for det gør vi alle sammen indimellem – så begynd igen.

Ikke på mandag.

Ikke den første i næste måned.

Bare næste gang muligheden er der.

Få hjælp til mere mental ro

Vil du gerne have mere ro i tankerne, kan du tilmelde dig Mental Ro Online Klub – gratis.

Her får du gratis adgang til 10 hypnose- og lydfiler, som du kan bruge, så længe du er medlem. De er skabt til at hjælpe krop og sind med at falde mere til ro og give dig små pauser i hverdagen.

Kærlig hilsen