Hvad gør fysisk rod ved din energi?

Du ved det sikkert allerede. De fleste af os kan mærke det på en eller anden måde. Når der er rod omkring os, påvirker det også vores indre ro.

Alligevel kan det nogle gange være svært helt at forstå, hvor stor en betydning vores fysiske omgivelser faktisk har for vores energi, kreativitet og overskud.

Jeg har selv oplevet det meget tydeligt – og derfor har jeg lyst til at dele en historie fra mit eget liv.

For en del år siden fik vi en enorm vandskade i vores hus. Ikke bare en lille vandpyt på gulvet, men nærmest et helt svømmebassin under nogle af gulvene. Det lyder måske lidt overdrevet, men det var faktisk så slemt, at store dele af huset skulle rives op.

Årsagen viste sig at være nogle utætte, skjulte rør. Og her kan jeg ikke lade være med lige at indskyde en lille anbefaling: Tjek din forsikring. Det er altid en god idé at være forsikret mod skader fra skjulte rør.

På grund af vandskaden var vi nødt til at flytte midlertidigt ud af huset. Der blev sagt tre til seks måneder. Det lød jo til at være til at overskue.

På bare en uge blev hele vores hjem pakket ned. En stor del af vores ting blev lagt i flyttekasser og sendt til opbevaring, mens resten blev flyttet til vores midlertidige bolig – et ganske udmærket rækkehus.

Huset trængte godt nok til en omgang maling, men da vi kun skulle være der midlertidigt, valgte vi ikke at bruge energi på det.

Heldigvis var det sommer, og vejret var skønt. I kælderen blev en stor del af flyttekasserne stillet, og kun de kasser med ting, vi havde brug for i hverdagen, blev pakket ud.

Efter omstændighederne blev det faktisk ganske hyggeligt. Naboerne var rare, stemningen var god, og vi fik hverdagen til at fungere.

Jeg havde også glædet mig til at bruge tiden på at skrive, når jeg ikke var i min klinik. Jeg har altid været god til at indrette mig efter nye situationer, så jeg tænkte, at det nok skulle gå fint.

Før håndværkerne kunne gå i gang med vores hus, skulle fugten først tørre ud. Det var der jo ikke noget, jeg kunne gøre noget ved. Jeg måtte bare være i situationen og tage tingene, som de kom.

Men så skete der noget mærkeligt.

Eller rettere sagt: Der skete ingenting.

Når jeg kom hjem fra klinikken og satte mig ved computeren for at skrive, skete der bare ingenting. Jeg havde ellers en klar plan for mit skriveri og en god struktur for, hvordan jeg ville arbejde med det.

Alligevel sad jeg bare der.

Nogle gange skrev jeg et par sider – og slettede dem igen.
Det fungerede ikke. Det føltes forkert.

Det gentog sig flere gange, og efter noget tid gik det op for mig, at jeg havde fået en skriveblokade. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Der var ingen, der stillede krav til mig. Ingen forventede, at jeg skulle skrive. Den eneste, der havde forventninger til min kreativitet, var mig selv.

Til sidst måtte jeg erkende, at det måske var bedre at bruge min energi på noget andet og lade skriveriet ligge lidt. Jeg overbeviste mig selv om, at skrivelysten nok skulle komme tilbage igen.

Men jeg syntes stadig, det var underligt. Normalt når jeg sætter mig et mål, plejer jeg også at gennemføre det. Jeg giver ikke sådan lige op.

Men her var situationen anderledes.

Tiden gik, og efter tre måneder var vores eget hus endelig klar til, at vi kunne flytte hjem igen. Da vi kom tilbage og fik alle vores ting på plads, skete der noget næsten med det samme.

Min kreativitet kom tilbage.

Min skrivelyst vendte tilbage – med fuld kraft. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde fået langt mere energi og overskud igen.

Og så gik det op for mig, hvad der sandsynligvis var sket.

Alt det rod omkring mig – flyttekasserne, ting jeg ikke kunne finde, vægge der ikke var færdige, og usikkerheden om hvor længe vi skulle bo midlertidigt – havde i mit ubevidste sind skabt et indre kaos.

Selvom jeg ikke havde tænkt så meget over det, havde det påvirket mig langt mere, end jeg havde været klar over.

Det indre kaos havde simpelthen lukket ned for min kreativitet.

Da vi flyttede hjem igen og begyndte at pakke flyttekasserne ud, sorterede jeg samtidig en masse ting fra. En del blev smidt ud, andet blev givet væk. Langsomt faldt der igen ro over omgivelserne – og over mig selv.

Min indre ro kom tilbage. Og sammen med den kom kreativiteten.

Pointen i historien er egentlig ret enkel.

Hvis du oplever, at du mangler energi eller overskud, kan det nogle gange være en god idé at kigge lidt rundt omkring dig. Hvordan ser der egentlig ud i dine omgivelser?

Er der meget rod?
Ting der ligger og flyder?
Eller opgaver i hjemmet, der bare bliver ved med at vente?

Vi tror, vi mangler energi. Men nogle gange er det bare vores omgivelser, der dræner os.
Prøv at rydde lidt op – og mærk forskellen.
Det behøver ikke være det hele på én gang. Tværtimod er det ofte bedst at tage det i små bidder. Ét skab. Én skuffe. Ét hjørne ad gangen.

Du har sikkert hørt det før: Når du rydder op i dine fysiske omgivelser, rydder du også lidt op i dit indre.

Min erfaring er, at der faktisk er noget om snakken.

Prøv det.

Det virker.

Kærlig hilsen
Tulle Oxen Hyllested