Måske behøver det slet ikke være så perfekt

Hvordan har du det egentlig med at lave fejl? Er det noget, du hurtigt forsøger at forklare eller forsvare, eller kan du roligt erkende det og komme videre?
For mange er det ikke bare en lille ting at lave en fejl. Det rammer noget indeni. Og hvis du kan mærke, at du reagerer stærkt på dine egne fejl, kan det være et tegn på, at du stiller meget høje krav til dig selv – måske lidt for høje.
Prøv engang at lægge mærke til, hvor meget energi du bruger på at gøre tingene helt rigtige. Ikke bare gode… men perfekte. Måske retter du lige lidt ekstra, tænker det én gang til og venter lidt længere, inden du slipper det. Og imens går tiden. For hvad nu hvis det ikke bliver godt nok? Men hvad nu, hvis det faktisk er den tanke, der holder dig fast?
Perfektionisme lyder umiddelbart som noget positivt, noget der burde føre til bedre resultater. Men ofte sker det modsatte. Du bliver mere træt, mere selvkritisk og kan i sidste ende komme til at opnå mindre – ikke mere. For når alt skal være perfekt, er det ikke længere glæden ved det, du laver, der driver dig. Det er frygten for ikke at gøre det godt nok.
Og den frygt kan fylde meget. Den kan få dig til at fokusere på fejl og mangler – både hos dig selv og hos andre. Den kan også gøre det svært at komme i gang, fordi det føles så vigtigt at gøre det rigtigt, at det næsten bliver uoverskueligt. Så du ender med at stå midt imellem ønsket om at gøre det perfekt og frygten for ikke at kunne.
Det slider. På din energi, på din glæde og ofte også på dit selvværd. For når standarden hele tiden er “perfekt”, vil “næsten” føles som en fiasko.
Men hvad nu, hvis det ikke behøver at være sådan? Hvad nu, hvis perfektion ikke er en sandhed, men en vane?
En vane, du har lært – og som du derfor også kan ændre.
Det starter med, at du begynder at lægge mærke til det. Hvornår den indre stemme dukker op og fortæller dig, at det skal være perfekt. Hvad den egentlig forsøger at beskytte dig imod. For ofte ligger der en frygt bag. En tanke om, at det skal være perfekt – for ellers… hvad så?
Når du begynder at stille spørgsmål ved den tanke, sker der noget. Du får lidt mere luft. Lidt mere ro. Og måske kan du begynde at spørge dig selv: hvad er egentlig godt nok her?
For sandheden er, at langt det meste i livet ikke kræver perfektion. Det kræver, at du gør noget. At du er til stede. Og at du bliver ved – også når det ikke er fejlfrit.
Du kan øve dig i at justere dine standarder og acceptere, at ikke alt behøver samme niveau. Noget må gerne være rigtig godt. Noget må gerne være helt okay. Og noget må bare være gjort.
Samtidig kan du begynde at lægge mærke til, hvordan du taler til dig selv. Den stemme, der kræver perfekt, kan du langsomt begynde at blødgøre. Måske ved bare at sige til dig selv, at det er godt nok. At det må være færdigt nu.
For nogle gange er det faktisk nok.
Ikke perfekt – men færdigt.
Og måske vigtigst af alt: øv dig i “godt nok”. Ikke én gang, men igen og igen. For perfektionisme er en vane, og vaner kan ændres.
Så næste gang du mærker trangen til at gøre alting helt perfekt… så stop lige op et øjeblik og spørg dig selv:
Måske behøver det slet ikke være så perfekt.
Få hjælp til mere mental ro
Vil du gerne have mere ro i tankerne, kan du tilmelde dig den gratis onlineklub øverst på siden.
Her får du adgang til 10 gratis lydfiler, der hjælper krop og sind med at falde til ro – og giver dig mere mental balance og indre ro.
Kærlig hilsen
Tulle Oxen Hyllested
