Ferie-tips der faktisk virker

Når vi holder ferie, er intentionen som regel den samme: Vi vil lade op. Vi vil have ro, energi og overskud – noget der gerne må holde længe, også når hverdagen begynder igen.
Alligevel oplever mange, at det kan være svært helt at slippe stressen, når ferien endelig starter. Kroppen er stadig i højt gear, tankerne kører videre, og det kan tage flere dage, før man rigtig falder ned i tempo.
Hvorfor er det sådan?
Ofte begynder presset allerede inden ferien starter.
Mange har en lang liste af ting, der “lige skal ordnes”, før de kan tillade sig at holde fri. På arbejdet vil man gerne rydde skrivebordet, afslutte opgaver og efterlade tingene pænt og ordentligt. Samtidig er der måske også en masse praktiske ting derhjemme, som man føler, man burde nå.
Problemet er bare, at listen ofte er længere, end tiden tillader.
Når vi prøver at nå det hele, ender vi i stedet med at presse os selv unødigt. Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at erkende, at du ikke kan nå alt – og at det faktisk er helt i orden.
Det kan også hjælpe at se på, om nogle opgaver kan deles med andre. På arbejdspladsen kan det måske være muligt, at en kollega tager over på noget af det, du ikke selv når. Det vigtigste er, at du ikke går på ferie med følelsen af at være fuldstændig presset.
En anden ting, der kan skabe stress, er en kalender, hvor der ikke er plads til spontanitet. Hvis hvert minut allerede er planlagt, kan det føles mere som et projekt end som en ferie.
Derfor kan det være en god idé at give plads i kalenderen. Ferie behøver ikke være fyldt med planer for at være god. Tværtimod kan lidt luft i programmet give mulighed for at gøre noget spontant – eller bare nyde øjeblikket.
Nogle mennesker oplever også, at de konstant føler, at andre forventer noget af dem. Familie, venner eller kolleger kan – uden at mene noget negativt – komme til at trække i én fra flere sider.
Her kan det være vigtigt at øve sig i at sige fra. Det er helt okay at passe på sin egen energi, især når man holder ferie. Hvis du er vant til at være den, der altid siger ja, kan det kræve lidt øvelse. Men det kan gøre en stor forskel for dit overskud.
Ferie handler nemlig også om at huske dig selv.
Jo mere indre ro du giver dig selv mulighed for at finde, jo bedre vil du typisk trives – både i ferien og bagefter.
Allerede nogle uger før ferien kan det være en god idé at begynde at skrue lidt ned for tempoet. Hvis du langsomt begynder at komme ned i gear, bliver overgangen til ferie ofte lettere.
Hvis du skal rejse, kan det også hjælpe at planlægge lidt i god tid. Pak for eksempel ikke kufferten i sidste øjeblik, men skriv i stedet en liste over de ting, du skal huske. Det kan spare dig for en del unødvendig stress.
Når ferien først er begyndt, er der også nogle små ting, der kan hjælpe dig til virkelig at få fri.
Prøv så vidt muligt at lade være med at læse arbejdsmails. Du kan eventuelt sætte et autosvar på din mail, hvor du fortæller, at du holder ferie. På den måde ved andre, at de ikke skal forvente svar med det samme.
Det kan også være en god idé at skrue lidt ned for de elektroniske medier. Sociale medier, nyheder og mails kan hurtigt trække dig tilbage i den samme mentale aktivitet, som du egentlig holder pause fra.
Prøv i stedet at lægge telefonen lidt væk – måske endda slukke den indimellem.
Brug tiden på noget, du selv har lyst til. Måske noget, du normalt ikke får gjort. Det kan være små ting, men det kan give en følelse af frihed at gøre noget anderledes end i hverdagen.
Tillad dig selv at slippe bekymringerne for en stund.
Tillad dig selv at holde ferie – rigtigt.
Og måske vigtigst af alt: Giv plads til impulsivitet. Nogle af de bedste ferieoplevelser opstår ofte, når vi ikke har planlagt dem på forhånd.
Rigtig god ferie.
Få hjælp til mere mental ro
Vil du gerne have mere ro i tankerne, kan du tilmelde dig den gratis onlineklub øverst på siden.
Her får du adgang til 10 gratis lydfiler, der hjælper krop og sind med at falde til ro – og giver dig mere mental balance og indre ro.
Kærlig hilsen
Tulle Oxen Hyllested
